Sirius Kristian Warming

Dagbog

Grønhøj Strand Camping

Lørdag 23. juli

Pyha. Vågnede op til endnu mere vand i teltet. Blev vækket flere gange i nat af regnens larmen på telt og vogn, så det var ikke nogen overraskelse, at se så meget vand, og hver gang vi gik i teltet piblede der bare mere og mere vand op. Det regnede det meste af formiddagen, så vi kunne ikke gøre så meget ved vandet og hyggede os i vognen i stedet for med spil og film. Efter frokost blev det opholdsvejr, men da der lå masser af vand udenfor vognen og teltet, var det nyttesløst at gå i gang med at tørre gulv i teltet. 

Vi tog derfor afsted til minigolfbanen på Jambo Camping, som virkelig var en oplevelse, med fantastiske baner med kunstgræs, som var store nok til at gå rundt på. Det var en spændende hulspils duel, hvor Sanne endte med at vinde 10 huller foran Nikolajs 9 og Sirius' 4. Bagefter kørte vi til Blokhus for at kigge nærmere på deres nye Strandcenter og for at lede efter 2 skatte, som skulle være gemt på stranden. Det blev et par hyggelige timer, hvor vi cachede, badede, og fik fortalt nogle andre mennesker om geocaching, da vi blev nødt til at grave efter en skat under deres bil.

Sidst på eftermiddagen gik vi ud og spiste på Rasmus klumps familierestaruant i Blokhus, og bagefter blev det til en lille rundtur og is på stranden, hvor solen nu skinnede fra en næsten skyfri himmel.

På vej hjem til campingpladsen blev der frigivet en ny cache forholdsvis tæt på, men Sirius var træt, og da det var en bro, man skulle køre rundt for at finde, blev Sirius og Sanne sat af i campingvognen, og så kørte Nikolaj på FTF-jagt. Desværre endte han efter at have kørt en omvej med at komme 3 minutter senere end FTF, så det var tæt på.

Tilbage igen på pladsen var Sanne ved at tørre gulv, og Nikolaj gik igang med at tømme de store vandpytter rundt om teltet, som blev ved med at levere vand til teltet. Hvis bare vi kan få lidt mere tørvejr, så ender det nok med, at det hele tørrer igen.

Fredag 22.juli

I går havde vi haft en del sol og tørvejr, mens resten af landet lå badet i regn, men idag tog regnen så hævn over Nordjylland, hvor det regnede en stor del af dagen, og især om formiddagen faldt der mange millimeter. Vi tog tidligt i Fårup, og kunne parkere stort set ud for indgangen, for der var ikke mange gæster i parken idag. Vi var godt pakket ind i regntøj, så vi kastede os straks over de våde forlystelser, som raftingbanen og Colorado River, som er en vandrutsjebane ala Vandrotten i BonBonland.

Regntøjet kunne dog ikke helt holde os tørre, så efter et par timer, var vi blevet våde og kolde, og vi overvejede at tage hjem. Vi ville dog lige spise frokost først, og så klarede det noget op i vejret, så skulle vi nu blive eller hva.

Det blev mekanikeren som gjorde udslaget, for han havde ikke tid til bilen før om en times tid, så for at undgå unødvendige  køreture frem og tilbage, besluttede vi os for at blive. Først skiftede vi dog tøj ude ved bilen til tørt tøj og tørt regntøj, og så var vi klar til nye udfoldelser. Nikolaj nåede at prøve familiespeedbådene inden han kørte til mekanikeren, som fixede bilen på 10 minutter. Imens hyggede Sanne og Sirius sig med Bumberboats og minigolf i Fårup Sommerland.

Inden vi kørte hjem fra parken nåede vi også lige at se parkens show, hvor dyrene låner en tidsmaskine, og vi fik prøvet Colorado river og rafting igen, nu hvor vi var klædt på til det. Faktisk prøvede Nikolaj og Sirius Colorado river 5 gange i træk. Sikke mange plask det gav.

Selvom det havde været dårligt vejr, var det alligevel blevet en super dag i parken, men da vi kom hjem til campingpladsen, opdagede vi, at der nu var vand i forteltet, fordi at jorden rundt omkring vognen og teltet, slet ikke kan suge al det vand der er kommet.

Vi fik suget det meste vand op, men det er da lidt øv, og vi kan mærke her til aften, at vandet bliver ved med at løbe ind under, da jorden nu er sjaskvåd. Det tegner ikke godt, for de har truet med nogle gevaldige byger i nat.

Torsdag 21. juli

Vi har opdaget et hul i en slange til motoren, så det vigtigste punkt i dag, var en planlagt tur til mekanikeren i Saltum. Han havde dog først tid til middag, så formiddagen blev brugt til at cykle en tur i området, ud til Grønhøj Strand feriecenter, hvor der lå et lille supermarked. På vejen hjem nåede vi lige forbi fiskebilen igen, og så kørte Nikolaj ellers afsted med bilen, mens de andre blev hjemme og nød frokosten. 

Desværre var mekanikerens hjælper blevet syg, så han havde ikke tid til at kigge på bilen alligevel. Eftermiddagen blev så brugt på en tur til Hune, for at finde et byggemarked, hvor vi kan købe et par skobakker, for nu lover de meget regn de næste par dage.

Ved siden af byggemarkedet lå der en cache ved Anne Just' have. Det er den have som dannede baggrund for programserien Haven i Hune. Ved cachen mødte vi et par andre cachere, som inspirerede os til at tage nogle caches i området. Det besluttede vi os så for at gøre, og det blev til en rigtig fin tur, hvor vi fik gået på en fin højderyg i Blokhus Plantage, vi fandt en fin naturlegeplads inde i plantagen, vi fik lidt kirkehistorie, mens vi løste en multicache, og til sidst fandt vi en cache, som var camoufleret i et overvågningskamera. Det var nogle gode cachingoplevelser, og igen fik vi set nogle ting og områder, som vi nok ellers ikke ville have opdaget.

Da vi kom tilbage til campingpladsen kunne vi lige nå at spille minigolf inden vi grillede laks, tun og friske hummerhaler. Sikke et skønt sommermåltid. 

Onsdag 20. juli

Solskin lige fra morgenstunden af. Herligt. Temperaturen er ikke overvældende, men vi cyklede tidligt til stranden for at nyde solskinnet. Det blev en fin lille badetur i det lidt kølige vand.

Det var sjovt at kunne cykle på stranden, og vi nåede også rundt og klatre lidt i de høje klitter, mens Nikolaj ledte efter en ferskvandskilde, som danner udgangspunkt for en cache. Kilden var dog ikke til at se, så det giver Nikolaj noget at tænke over.

På vej hjem fra stranden så vi fiskebilen, og så kunne vi lige købe fisk med hjem til frokost.

Efter frokost kørte vi i Fårup Sommerland, hvor vi havde besluttet os for, at det måtte være badelandets tur til at få besøg af os. Det havde de fleste af de andre 18800 (FÅRUP REKORD) gæster bare også tænkt. Vi stod i kø ind til omklædningen, og var heldige at få en halv m2 gulvplads til at klæde om på. Ved bruserne kunne du så værsgo stille dig pænt i kø til at blive vasket, og når det endelig blev din tur, havde du så en hel bunke øjne, der holdt øje med dig, om du var grundig og hurtig. Godt man ikke er genert. Ude i badelandet var der ok med plads, og Sirius synes især at bølgebassinet og børneområdet med børnevandrutsjebaner var rigtig sjove. Nikolaj fik også prøvet et par sjove baner, så det var en dejlig dag i Parken.

Hjemme igen grillede vi lækkert kød og pestokartofler, og Sirius nåede at få leget lidt på legepladsen.

Tirsdag 19. juli

Efter en god nats søvn, besluttede vi os for, at vi ville køre i Fårup Sommerland allerede i dag. Vejret var skyet, men tørvejr, så det var en god dag at besøge Fårup. Der var en del mennesker, men ikke så lange køer, så vi kom godt rundt i parken, så vi kunne se, hvilke ting vi gerne vil prøve, mens vi er på ferie. Vi fik også allerede prøvet en del af tingene. Bl.a. var vi alle i Falken, som er Danmarks hurtigste trærutsjebane. Sirius og Sanne synes vist ikke den var ligeså sjov, som Nikolaj gjorde.

Vi blev der ikke hele dagen, for vi skulle også ud og handle, hvilket vi gjorde i Spar købmanden i Saltum.

Mandag 18. juli

Endelig blev det sommerferie for os alle 3, så vi kunne komme afsted mod Jylland. Turen herop gik fint, Der var ingen trafik køer, og vi nåede at komme af motorvejen nord for Vejle, hvor der var sket et uheld inden motorvejen lukkede.

Vi stoppede et par steder og fik strukket benene og fundet et par caches, så det var en god tur op.

Campingpladsen ser fin ud. Der er en fin legeplads, heste, geder, en lama og en minigolfbane, så Sirius havde nok at se til, mens vi satte fortelt op.

Nyeste kommentarer

22.08 | 08:40

hva så sirius

09.11 | 10:13

Jeg dør når jeg kigger mig selv i spejlet

09.11 | 10:11

Oh mit Navn er nikita og jeg er grim

09.11 | 10:08

Hej mit navn er bastian